Gå til indhold

Nye regulativer truer livet i grøfterne

Nye regulativer truer livet i grøfterne
  • 21. oktober 2018

Alle vandløb er værdifulde korridorer for spredning af insekter, dyr og planter

Vesthimmerlands Kommune har i år taget hul på arbejdet med nye vandløbsregulativer. Hvor vandløbet er målsat til "god økologisk tilstand" ser regulativet nogenlunde fornuftigt ud, set med naturens briller. Kommunen kunne dog efter DN's opfattelse nøjes med en enkelt årlig grødeskæring de fleste steder og kommunen kunne med fordel anvende selektiv grødeskæring, foretaget af uddannet mandskab.

Derimod ser det desværre anderledes ud for de mindre vandløb, der ikke er målsat i vandmiljøplanen. Her vælger Vesthimmerlands Kommune - forhåbentlig mod bedre vidende - at fastslå, at grøfterne ikke har nogen miljømæsssig værdi. Derfor lægger de nye regulativer op til hårdhændet behandling af de mindre vandløb, der fremover mere får karakter af afløb end af grøfter med værdifuldt plante- og dyreliv.

Todo

DN Vesthimmerland har med hjælp fra DN's sekretariat afgivet høringssvar, hvor vi advarer mod den enøjede behandling af vandløb uden fastsatte miljømål - og hvor vi roser fornuftig nytænkning, når det gælder de større, målsatte vandløb.