Gå til indhold

DN's ret til at foreslå fredninger er i fare

DN's ret til at foreslå fredninger er i fare
  • Fredning
  • 19. december 2018

Dansk Folkeparti foreslår nu at fjerne DN's ret til selv at foreslå fredninger. I fremtiden kan fredningssager kun rejses, hvis det sker i samarbejde med kommunen, mener Dansk Folkepartis miljøordfører Pia Adelsteen. Konsekvenserne for den bevaringsværdige natur bliver alvorlig. Ingen kommune i Vesthimmerland har nogen sinde foreslået en fredning - og det er kun sket én gang siden 1934, at en natur- eller landskabsfredning har fået en kommunal anbefaling med på vejen.

....................   Skriv under på DN's kampagne: Nej til at svække naturbeskyttelsen  ...................

Todo

De Himmerlandske Heder - udsigt mod Bruså. (Foto: Sten Søndergaard)

.

I Vesthimmerlands Kommune har vi 20 egentlige natur- og landskabsfredninger. Øvrige fredninger er kulturhistoriske som fx. kirker, bavnehøje og oltidsminder.

Den vigtigste - og største - af naturfredningerne er De Himmerlandske Heder. Men også perler som Sønderup Å, Trend Å, Lerkenfeld Å og Simested Å med de naturskønne ådale og slyngede løb er vigtige naturlokaliteter. Lovns Halvø, Navn Sø og Hverrestrup Bakker er andre spændende naturområder i kommunen med en helt enestående flora og fauna.

Men uden frednings-værktøjet var det langt fra sikkert, at vi stadig havde haft disse unikke naturområder - og det er yderst tvivlsomt, om områderne ville have været åbne for offentligheden, så alle kan få glæde af dem.

Nu foreslår Dansk Folkeparti med partiets miljøordfører Pia Adelsteen i spidsen, at retten til at foreslå fredninger skal fratages Danmarks Naturfredningsforening. I fremtiden skal det kun være muligt at foreslå en fredning, hvis kommunen går ind for fredningen som en aktiv part i processen, mener Dansk Folkeparti, der har regeringspartiernes opbakning til forslaget.

I en kommune som Vesthimmerland vil det formentlig betyde et stop for nye fredninger, hvis forslaget vedtages. Landbrugs- og erhvervsinteresser er i højsædet hos de fleste af de politikere, der bestemmer i en landkommune som Vesthimmerland - og det er yderst sjældent, at landbruget jubler ved udsigten til at få sine rettigheder indskrænket til fordel for naturen, som det sker ved en natur- og landskabsfredning.

Historien viser det tydeligt. Siden 1934 er der gennemført 20 natur- og landskabsfredninger i det område, Vesthimmerlands Kommune dækker i dag. Af dem har Danmarks Naturfredningsforening selvstændigt foreslået de 10 fredninger, mens 6 fredninger er foreslået af Danmarks Naturfredningsforening i samarbejde med andre organisationer og myndigheder som fredningsplanudvalg, Naturfredningsrådet og Nationalmuseet. En enkelt fredning er foreslået af Fredningsplanudvalget alene, mens de sidste tre natur- og landskabsfredninger er private fredninger mindre end ca. fem hektar.

Kun i ét enkelt tilfælde er en natur- og landskabsfredning blevet direkte anbefalet af en kommune, nemlig fredningen af Trend Å. Her bakkede et stort antal lodsejere i øvrigt også op bag forslaget.

I de fleste tilfælde har det været fredningsnævnet, der i første instans har besluttet at gennemføre fredningen. Eneste undtagelse er de tre privatfredninger og fredningen af Simested Å, der blev afvist af fredningsnævnet, men anket af Danmarks Naturfredningsforening og derefter gennemført af Overfredningsnævnet. 14 af de fredninger, der i første omgang var besluttet af Fredningsnævnet, er blevet stadfæstet af Overfredningsnævnet eller Naturstyrelsen efter klager fra især lodsejerne.

Historien viser altså tydeligt, at uden Danmarks Naturfredningsforenings ret til at foreslå fredninger, ville kun få af de 20 natur- og landskabsfredninger i Vesthimmerland være blevet foreslået og gennemført. Hvis vi fortsat ønsker at styrke naturen - også her, hvor vi bor - er vi nødt til at lægge så meget folkeligt pres på politikerne, som vi kan. Derfor: Skriv under på Danmarks Naturfredningsforenings kampagne "Sig nej til at svække naturen".

Klik med musen på den gule knap ovenfor. Den linker til underskriftindsamlingen.

Todo

Simested Å ved Ettrup-broen. (Foto: Sten Søndergaard)