Omkring 30 personer var mødt op til arrangementet. Vi startede aftenen med en tur rundt i Skatskoven, hvor Ellen undervejs bl.a. fortalte om Johannes V. Jensens tilknytning til skoven - hans bedstefar boede længere ude af vejen, som gik forbi skoven. Vi hørte også om "Slottet", et stort smukt træhus bygget som sommerhus omkring 1920.
Efter skovturen kom vi tilbage til haven, hvor vi bagte kanelsnegle snobrød på et bålsted med varmende gløder. Der var også tid til havevandring i Ellen og Günthers spændende have, førend vi ca.22.30 kunne gå ned til Lerkenfeld å, hvor nattergalen ofte kan høres. Vi var vist alle spændte på, om vi denne aften var så heldige at høre nattergalens meget varierende sang. Vi prøvede at stå forskellige steder og lytte, men desværre lykkedes det ikke denne aften - det er aldrig til at vide om fuglen synger, men vi må prøve næste år, hvor der sikkert også afholdes nattergal tur.
En hyggelig aften hos Ellen og Günther, tak for det.