Brunstokket rørhat på en mosklædt fyrrestub. Et væld af store og små oplevelser venter derude i naturen - har du lyst til at vise rundt, så har vi en opgave til dig som frivillig tur-arrangør. Foto: Sten Søndergaard

Sammen gør vi en forskel

Skov og strand, vidtstrakte heder, tørre overdrev, våde enge og snoede åløb.
Vesthimmerland byder på et væld af værdifuld natur og gode oplevelser i det fri. Det er værd at bevare og udbygge. Men en forening som DN er ikke stærkere end dens aktive medlemmer. Derfor har vi brug for dig og dine ressourcer, hvad enten du kan tilbyde et par stærke arme og hænder, en kreativ hjerne eller et varmt hjerte.

I det daglige arbejde spænder opgaverne meget vidt - lige fra at arrangere svampetur og foretage naturpleje til at behandle natur- og miljøsager med jura som værktøj. Vi har brug for alle kompetencer i det daglige arbejde - ring til formand Svend Dahl på 4051 5213, hvis du har lyst til at byde ind på en opgave.

Ligesom Storholmen er mange af Vesthimmerlands naturperler gemt lidt af vejen, så her kan du gøre en forskel. For eksempel ved at arrangere en tur til den plet i Vesthimmerlands natur, du holder allermest af. Foto: Sten Søndergaard

Frivilligfolder DN Vesthimmerland