Klagesager

I den tørre sommer 2018 blev der markvandet for fuld kraft på markerne i nærheden af den fredede Tandrup Sø, der ligger lige syd for Uhrehøje Plantage. DN mener, at markvandingen var den væsentligste årsag til, at vandstanden i søen faldt 30 - 40 cm, så alle åkanderne lå på tørt land. (Foto: Sten Søndergaard 2020).

DN klager over tilladelse til markvanding der ikke tager hensyn til fredede søer og mose mellem Farsø og Strandby

Mere end 200 millioner liter godt grundvand må en landmand pumpe op af undergrunden i området syd for Uhrehøje Plantage. Hvert år i de næste 10 år, hvis det står til Vesthimmerlands kommune, der har givet tilladelsen. I følge kommunen betyder den voldsomme oppumpning ikke nævneværdigt for den sårbare natur i området.

Danmarks Naturfredningsforening er ikke enig. Derfor har DN's sekretariat og afdelingen i Vesthimmerland i fællesskab sendt en klage over indvindingstilladelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

- For det første har kommunen glemt at tage hensyn til fredningen af Sjørup Sø, Rør Sø og Tandrup Sø, der alle blev fredede i 1988. Området er helt unikt. Overfladen af Rør sø er groet til, mens der stadig er vand nedenunder. Den naturtype kalder man hængesæk og i Rør Sø er hængesækken hjemsted for et væld af sjældne og fredede planter. Blandt andre Priklæbet gøgeurt, der nok er fundet andre steder i landet, men som har sit eneste sikre voksested her, fortæller fungerende formand for DN Vesthimmerland, Sten Søndergaard.

Men kommunens tilladelse tager heller ikke hensyn til, at vandstanden i Tandrup Sø efter DN's opfattelse påvirkes stærkt af markvandingen. Det var tydeligt i 2018, hvor vandstanden faldt mellem 30 og 40 centimeter, mens der blev vandet voldsomt på markerne i nærheden.

- Tilladelsen gælder jo hele året, men virkeligheden er, at der bliver pumpet hårdhændet i 3-4 måneder om foråret og i forsommeren, hvor især hængesække, enge og moser har hårdt brug for vandet, siger biolog og råstofekspert Jan Pedersen fra DN's sekretariat.

I følge fredningskendelsen må der godt pumpes vand fra Sjørup - eller Sjørupgårde - Sø, blot man overholder Landsvæsenskommisionens koter, der blev fastsat i 1977. For kommunen kommer det ud på et, om vandet tages fra søen eller fra undergrunden - men kommunen har ikke styr på, hvor meget vand der må tages fra søen. Så DN er langfra tilfreds. (Foto: Sten Søndergaard 2020)

DN Vesthimmerland har klaget til Miljø- og Fødevarenævnet over, at Vesthimmerlands Kommune ikke vil lave en miljøvurdering af planerne for en 46 ha stor solcellepark lige op ad Navnsø-fredningen.

Danmarks Naturfredningsforening er positiv over for solcelleanlæg. De producerer ren energi og udleder ikke CO2, når de kører. Men når man som på Bjørnstrupvej vil lægge et stort anlæg klods op ad fredet og Natura 2000-beskyttet natur, er der nogle hensyn, der skal tages. For eksempel er der fire beskyttede padde-arter i området, som man skal tage hensyn til, hvad enten de lever indenfor Natura 2000-området eller udenfor. De fire arter er stor vandsalamander, strandtudse, spidssnudet frø og løgfrø. Især løgfrøen er truet i Danmark. Den er derfor med på den særlige rødliste over truede arter, som vi skal gøre en ekstraordinær indsats for at bevare.

Derfor mener DN Vesthimmerland, at kommunen naturligvis har pligt til at undersøge, om en eller flere af de beskyttede padde-arter lever på det areal, hvor solcelleparken skal ligge.

Men det mener kommunen imidlertid ikke er nødvendigt. Kommunen holder sig til, at solcelleparken skal ligge på en mark i omdrift, og at der derfor ikke lever padder her.

Efter DN Vesthimmerlands mening er den holdning for letkøbt. Flere af de beskyttede padder lever ikke kun i vandhuller, som der er to af på selve arealet og to, der grænser helt op til. Padderne bevæger sig op til en halv kilometer væk fra "deres" vandhul - og derfor kan de sagtens leve overalt i området. Især fordi en del af marken kun har været i "omdrift" i meget kort tid. Indtil for meget nylig var den nordligste tredjedel nemlig beplantet med energipil, der meget vel kan have fungeret både som levested og som færdselskorridor fra flere af paddearterne.

Kommunen overser også, at den mest truede af padderne, løgfrøen, faktisk ikke bor i vandhuller, men gerne ude i dyrket mark med let, sandet jord. Præcis som forholdene er på den mark, hvor solcellerne skal stå.

Det har DN forklaret Vesthimmerlands Kommune allerede under fordebatten om solcelleparken på Bjørnstrupvej. Debatten løb i det tidlige forår sidste år, og undervejs var der både en besigtigelse på arealet og et møde på rådhuset bagefter. Allerede dengang var DN Vesthimmerland klar til at klage over den manglende miljøvurdering, men på debatmødet trak vi klagen tilbage mod at få miljøvurderingen lavet i forbindelse med lokalplanen for solcelleparken.

Men da forslaget til ny lokalplan kom her i maj i år, var der stadig ingen miljøvurdering. Tværtimod havde kommunens forvaltning lagt afgørelsen om at undlade miljøvurderingen ind i selve lokalplanforslaget, som byrådet har vedtaget.

Derfor har DN Vesthimmerland ingen anden mulighed end at klage over den manglende miljøvurdering.

Det fredede areal omkring Navnsø er levested for fire padde-arter, der alle er beskyttede efter Habitatdirektivets Bilag IV. Der er både vandhuller og mose på den anden side af det levende hegn, hvor solcelleparken skal ligge. Derfor vil DN Vesthimmerland have undersøgt, om de beskyttede padder også lever inde i den kommende solcellepark, inden maskiner og montører går i gang med at opstille de mange tusinde stativer, paneler, invertere og transformere, der sammen med kilometervis af kabel hører til en stor solcellepark. (Foto: Sten Søndergaard)

Det levende hegn mellem Navnsø-fredningen og solcelleparken bevares og udbygges - men det er langt fra nok til at skjule de op til seks meter høje bygninger og tusinder af paneler i tre meters højde, der placeres klods op ad det fredede område. (Foto: Sten Søndergaard)

Grusgraven i Blære er godt på vej til at blive en værdifuld naturoase midt i et ellers artsfattigt landbrugsområde.

Miljø- og Fødevareklagenævnet vægter hensynet til beskyttede dyr og planter højere end hensynet til landbrugets økonomiske interesser

Truede dyr og planter er vigtigere end hensynet til landbrugets frygt for fremtidige begrænsninger af muligheden for at udvide produktionen. Sådan kan man bedst sammenfatte de komplicerede overvejelser, Miljø- og Fødevareklagenævnet har gjort sig i en sag om en grusgrav i Blære nord for Aars.

Grusgraven blev åbnet for næsten 20 år siden, men gravningen blev indstillet et par år senere. Derefter har grusgraven ligget urørt hen - og naturen er lige så stille kravlet ned ad skrænterne og er godt i gang med at etablere et næringsfattigt overdrev i bunden af graven.

Der ligger en gammel deklaration fra 1996 om, at arealet efter endt råstofgravning skal sammenlægges med en nærliggende landbrugsejendom, og da Nordjyllands Amt gav tilladelse til grusgravning, stillede amtet krav om, at grusgraven efter end brug skulle genetableres som landbrugsjord - som det var praksis på dén tid.

Grusfirmaet har imidlertid i 2017 søgt om at lade grusgraven forblive naturområde - et ønske, som Danmarks Naturfredningsforenings i Vesthimmerland har støttet helhjertet.

Landmændene omkring grusgraven - repræsenteret ved den lokale landboforening - har imidlertid ikke lyst til at have natur i nærheden. De frygter, at et naturområde i grusgraven i fremtiden vil føre til, at de ikke kan udvide deres dyrebesætning, fordi flere dyr på en ejendom fører til øget belastning af omgivelserne med luftbårne næringsstoffer. Derfor fastholder landmændene, at grusgraven skal jævnes ud og bruges til landbrugsformål, og det støtter et flertal i Vesthimmerland Kommunes Teknik- og Miljøudvalg.

Regionen prioriterer landbrugsinteresserne

Region Nordjylland har haft et eksternt konsulentfirma til at vurdere naturtilstanden i grusgraven. Konsulenten vurderer, at grusgraven har alle betingelser for at udvikle sig til næringsfattigt overdrev i løbet af nogle år og at området allerede nu kan være yngle og/eller rasteområde for beskyttede bilag IV-arter som for eksempel padder og markfirben. Derfor anbefaler konsulenten, at der foretages en egentlig eftersøgning af de relevante, beskyttede arter og at det vurderes, hvordan arterne vil påvirkes af den efterfølgende behandling af grusgraven.

Det var politikerne i Region Nordjyllands Udvalg for Infrastruktur, Klima, Kultur og Miljø ikke enige i. Et flertal i udvalget besluttede, at grusgraven skal efterbehandles til jordbrug og at der ikke skal foretages nogen eftersøgning af bilag IV-arter i området.

Både grusgraveren og Danmarks Naturfredningsforening klagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet over regionens beslutning.

Sagen sendt retur til ny behandling

Miljø- og Fødevareklagenævnet besluttede at se nærmere på to spørgsmål, nemlig Region Nordjyllands beslutning om ikke at foretage eftersøgning af beskyttede bilag IV-arter og regionens afvejning efter råstofloven.

Habitatbekendtgørelsen slår fast, at der ikke må ske ændringer i tilstanden af et område, hvis ændringen kan forringe eller ødelægge levevilkårene for beskyttede bilag IV-planter og arter. Derfor vurderer Miljø- og Fødevareklagenævnet, at Region Nordjylland burde have foretaget en undersøgelse af påvirkningen af bilag IV-arter, før regionen traf sin afgørelse.

Derfor sender nævnet sagen retur til regionen til ny behandling.

DN Vesthimmerland har netop klaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet over en kommunal tilladelse til at deponere mange tusinde tons forurenet slagge under en ensilageplads på et stort landbrug. Det er en relativ ny praksis, men metoden anvendes allerede over hele landet. Landmanden sparer penge og forbrændingsanlægget, hvor den forurenede slagge kommer fra, sparer også penge.

I stedet bliver det i første omgang naturen, der kommer til at betale prisen -senere bliver det vore efterkommere, der kommer til at betale i form af et forurenet miljø og forgiftet drikkevand.

Derfor forsøger DN nu at få Miljø- og Fødevareklagenævnets ord for, at slaggen ikke må deponeres under en ensilageplads, hvor udvaskningen af tungmetaller forstærkes af den sure ensilagesaft.

DN Vesthimmerland har valgt at klage i netop denne sag, hvor der her er tale om deponi under en ensilageplads. Generelt er deponeringen af forurenet slagge under veje, pladser og bygninger rent faktisk er tilladt efter en bekendtgørelse - Restproduktbekendtgørelsen - der i den gældende udgave er underskrevet af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i 2016. Selv om konsekvensen af bekendtgørelsen bliver et helt uoverskueligt og ukontrollabelt antal depoter med forurenet slagge landet over, kan DN ikke generelt klage over denne praksis, selv om konsekvenserne af de mange deponeringer potentielt kan udvikle sig til en uoverskuelig miljøkatastrofe.   

Normalt koster det penge at komme af med affald, der indeholder tungmetaller og andre miljøgifte, som for eksempel slagge fra de store forbrændingsanlæg. Den slags affald skal normalt deponeres på kontrollerede lossepladser, hvor der løbende holdes øje med, at forureningen ikke breder sig. Men ved i stedet at sprede den forurenede slagge rundt omkring i landskabet under veje, staldbygninger og ensilagepladser sparer vejmyndighederne og bønderne pengene til den stabilgrus, som slaggen erstatter - og forbrændingsanlæggene sparer de penge, der koster at deponere den forurenede slagge på en kontrolleret losseplads.

De gamle jord- og stendiger - her et arkivfoto fra Holmen ved Vesterbølle - er ikke kun væsentlige kulturminder. De er også ofte levested for arter, som ellers ikke kunne overleve i vores intensivt dyrkede landbrugsland. (Foto: Sten Søndergaard)

DN får medhold i klage over en afgørelse fra Vesthimmerlands Kommune, der giver en landmand dispensation til at fjerne et beskyttet dige mod at genetablere diger, der allerede ligger der i forvejen

Gamle jord- og stendiger må ikke fjernes, selv om de ligger i vejen for moderne, rationel landbrugsdrift. Heller ikke selv om landmanden i stedet etablerer nye diger et andet sted, hvor de ikke ligger i vejen for effektiv markdrift. Og er de beskyttede diger allerede fjernede, skal de genetableres på samme sted, hvor de oprindeligt lå, fastslår Miljø- og Fødevareklagenævnet efter en klage fra DN Vesthimmerland.

Klagenævnet skriver direkte i sin afgørelse, at : "... det ikke er tilstrækkeligt til at meddele dispensation, at der er påvist driftsmæssige, økonomiske eller rekreative interesser i, at et dige fjernes".

I afgørelsen fastslår klagenævnet også, at der kun sjældent kan gøres undtagelser, i hvert fald når det gælder så væsentlige indgreb, som en nedlæggelse er. Nævnets praksis er derfor yderst restriktiv.

I den konkrete sag lægger klagenævnet især vægt på, at de nedlagte diger er ældre diger, der ses på de historiske kort, at et af digerne er helt tilbage fra udskiftningen og at de nedlagte diger indgår i et netværk af diger. Efter nævnets opfattelse kan et erstatningsdige derfor ikke erstatte den kulturhistoriske værdi, der knytter sig til digets oprindelige placering og udformning. Det gælder også, selv om diget har en begrænset længde og højde.

Derfor ændrer Miljø- og Fødevareklagenævnet tilladelsen fra Vesthimmerlands Kommune til et afslag. Det betyder, at landmanden skal genskabe de nedlagte diger som de oprindeligt var, inden de ulovligt blev fjernet.