Markvanding truer unik mose og fredede søer
205 millioner liter vand. Så meget grundvand har en enkelt landmand fået tilladelse til at pumpe op og bruge til vanding af sine afgrøder - hvert år i de kommende 10 år.Vesthimmerlands Kommune, der har givet tilladelsen, har imidlertid - efter DN's mening - ikke taget tilstrækkeligt hensyn til fine, men også sårbare fredede søer og moser i nærheden.
Sjørup Sø - eller Sjørupgaard Sø for ikke at forveksle søen med den af samme navn ved Gatten - blev fredet i 1988 sammen med den tilvoksede Rør Sø og Tandrup sø, der ligger i den sydlige udkant af Uhrehøje Plantage. (Foto: Sten Søndergaard)
.
Tandrup Sø, Sjørup Sø og den tilgroede Rør Sø er alle fredede og i fredningsbestemmelserne står, at vandstanden ikke må ændres ved grøftning, dræning eller oppumpning. Alligevel tillader kommunen oppumpning af 205 millioner liter grundvand i området og det påvirker naturligvis vandstanden.
I den tørre sommer 2018 faldt vandstanden i Tandrup Sø med 30 - 40 centimeter, mens der blev markvandet for fuld kraft tæt på søen. Specielt én bestemt landmand vandede kraftigt, men selv om han har pligt til at indberette hvor meget vand, han har pumpet op af jorden, mangler tallene lige netop for 2018. Dem har landmanden ikke indberettet - og kommunen har ikke planer om at rykke ham for oplysningerne. Tværtimod, så har kommunen nu øget de tilladte mængder grundvand til markvanding med ikke mindre end 70 procent i forhold til den tidligere tilladelse.
Alligevel mener kommunen ikke, at den fredede og §3-beskyttede natur i området bliver påvirket. Om Sjørup Sø siger kommunen, at det er tilladt at pumpe en vis mængde vand op af søen til markvanding. Det kan ske i henhold til en kendelse fra 1977 - men kommunen ved ikke, hvor meget vand kendelsen faktisk tillader bliver brugt til vanding. Kommunen mener også, at det kan komme ud på ét, om vandet tages direkte fra søen eller om det pumpes op fra undergrunden.
Det er DN heller ikke enig i, så afdelingen i Vesthimmerland har i samarbejde med DN's sekretariat nu klaget over den voldsomme markvandingstilladelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Den største del af den tilgroede Rør Sø er hængesæk. Det vil sige, at vegetationen i søen danner et tykt tæppe af materiale med vand nedenunder. Så det gynger kraftigt, når man går ude på hængesækken, men den er faktisk stærk nok til at bære selv kreaturer. På grund af kalk i undergrunden bliver hængesækken til et eldorado for sjældne og fredede planter. For eksempel vokser der adskillige gøgeurter i hængesækken, også den meget sjældne Priklæbet gøgeurt, der har sin eneste sikre danske bestand her. Billedet viser slægtningen Kødfarvet gøgeurt. (Foto: Sten Søndergaard)