Spildevandsklage afløst af godt samarbejde
DN og Vesthimmerlands Vand finder i fællesskab den miljørigtige løsning for renseanlægget i AalestrupSimested Å bliver fremover sparet for udledning af adskillige tons iltforbrugende næringsstoffer fra renseanlægget i Aalestrup. Foto: Sten Søndergaard
Her på hjemmesiden fortalte vi tidligere på året, at Vesthimmerlands Kommunes tilladelse til årligt at udlede op til 5.000 kubikmeter opblandet, urenset spildevand til Simested Å fra renseanlægget i Aalestrup var en "ommer". Efter klager fra DN og Danmarks Sportsfiskerforbund trak Vesthimmerlands Vand ansøgningen tilbage, hvorefter kommunen tilbagekaldte tilladelsen.
På et møde mellem Vesthimmerlands Vand, kommunen, sportsfiskerne og DN blev det aftalt, at DN fik lejlighed til at kommentere en revideret ansøgning.
Det blev starten på et samarbejde mellem DN, kommunen og Vesthimmerlands Vand, hvor diskussioner og klager blev afløst af åben udveksling af informationer og synspunkter.
Vesthimmerlands Vand fremlagde præcise oplysninger om tilledningen til renseanlægget i Aalestrup time for time siden september 2013. Sammen med nedbørsdata fra DMI kunne DN beregne, at Vesthimmerlands Vands foreslåede løsning ikke var tilstrækkelig robust. Nedbør på 30 procent af DMI´s definition på skybrud ville sende urenset spildevand fra Aalestrup direkte ud i åen.
Løsningen nåede Vesthimmerlands Vand og DN i fællesskab frem til: Ekstra pumpe-kapacitet på renseanlægget i Aalestrup, der kan sættes ind i tilfælde af kraftig nedbør, så det opblandede spildevand kan pumpes til renseanlægget i Stistrup i stedet for at blive ledt direkte ud i Simested Å. Desuden aftalte parterne, at separatkloakeringen i landsbyerne Fjelsø, Klotrup, Østerbølle og Testrup skal være færdig i løbet af 12 måneder, og at spildevandet fra de fire landsbyer derefter pumpes direkte til Stistrup uden om Aalestrup.
De aftalte foranstaltninger har Vesthimmerlands Kommune nu skrevet ind som krav i den nye udledningstilladelse.
Det er DN's vurdering, at der derfor ikke vil forekomme udledning af urenset, opblandet spildevand til Simested Å, når renseanlægget i Aalestrup nedlægges og spildevandet i stedet pumpes til Stistrup. Eneste undtagelse vil være, hvis Aalestrup rammes af et ekstremt kraftigt skybrud, som ingen i praksis kan gardere sig imod. I alle tilfælde vil Simested Å og dermed Hjarbæk Fjord blive sparet for den nuværende periodiske udledning af urenset, opblandet spildevand og ikke mindst adskillige tons iltforbrugende stoffer, der i dag ledes ud i åen i det rensede spildevand fra renseanlægget i Aalestrup.