Sådan fik naturen en stemme i Vesthimmerland
Grønt vælgermøde: Naturen bliver ofte glemt i debatterne op til en kommunal valgkamp. DN Vesthimmerland inviterede til grønt vælgermøde med fokus på emner, som politikerne opfordres til at arbejde med i den kommende valgperiode.Når man ser ind bag kulissen hos DN Vesthimmerland, bliver det tydeligt, hvor meget målrettet frivilligt arbejde der ligger bag at få naturen på den kommunalpolitiske dagsorden. Afdelingen har gennem flere måneder arbejdet strategisk for at sikre, at natur og biodiversitet fik en tydelig stemme i valgkampen – og det lykkedes.
Fra idé til indflydelse
Forberedelserne begyndte allerede i forsommeren, hvor afdelingen inviterede politikerne til et dialogmøde for at klæde dem på til naturopgaven. Målet var at give naturen en plads i valgdebatten og få partierne til at forholde sig til konkrete, lokale naturspørgsmål.
I august blev invitationen gentaget – nu med skarpere fokus og fire udvalgte temaer, som afdelingen ønskede at fokusere på i debatten.
Grønt vælgermøde med bred politisk deltagelse
Til det grønne vælgermøde på Vesthimmerlands Gymnasium stillede hele ni kandidater op fra alle dele af det politiske spektrum. Thorkild Kjeldsen fra DN Aalborg fungerede som ordstyrer, og salen var fyldt med over 50 engagerede borgere.
De fire temaer, som dannede rammen for aftenen, var:
- Nye naturområder som led i Den Grønne Trepart
- Kommunens forvaltning af grøftekanter
- Omlægning af skovdriften i Urehøje Plantage
- Ønsket om en naturpark i den centrale Limfjord
Politikerne måtte tage stilling
At politikerne kom velforberedte, kunne mærkes. De fleste viste sig åbne over for idéen om at lade grøftekanter og vejrabatter blive mere vilde – til gavn for biodiversiteten – og mange udtrykte positiv interesse for naturpark-visionen.
Det var et tydeligt resultat af afdelingens forarbejde - politikerne var ikke blot inviteret til et klassisk vælgermøde, men også sat ind i naturens udfordringer på forhånd.
Naturen som fælles sag
Selv i en kommune, hvor landbrugsinteresser fylder meget, og hvor naturpolitik tidligere har haft trange kår, oplevede DN Vesthimmerland en konstruktiv debat med mange nuancer. Og netop det – at naturen blev taget alvorligt som politisk tema – er en vigtig sejr i sig selv.
”Det er netop sådan et møde, der flytter noget,” fortæller formanden for DN Vesthimmerland, Jakob Kortegaard. ”Politikerne kunne se, at natur og biodiversitet betyder noget for vælgerne – og vi har nu en god platform for samarbejde med det nye byråd.”
Et stærkt afsæt for det videre arbejde
Afdelingen vurderer, at vælgermødet blev et stærkt afsæt for det videre arbejde i kommunen. Naturen har fået en tydeligere stemme i den lokale debat – og DN Vesthimmerland er klar til at holde fast i dialogen og sikre, at naturen får den plads, den fortjener.
DN Vesthimmerland er et godt eksempel på, hvordan en lokalafdeling med en god portion vedholdenhed kan være med til at skabe rum for, at natur og biodiversitet prioriteres i en kommune, hvor der ikke er tradition for, at naturemner optager de kommunalpolitiske dagsordener.