Månedens foto - maj

Tony Søholm Larsens smukke solnedgangsbillede fra Løgstør Strand spiller på solens stråler, der bryder gennem skyerne. Flot teknik med fin balance mellem tegningen i skyggerne i forgrunden og solen bag skydækket.


Månedens foto - november

Ejner Noes efterårsfoto fra Simested Å ved Aalestrup er foreløbig det eneste bidrag til DN Vesthimmerlands nye fotokonkurrence.

Men hvilket billede!

Fantastiske efterårsfarver, god komposition, flotte spejlinger i åen, flot kontrol med skyggerne. Så det er med glæde, at vi uden slinger i valsen kan udnævne Ejner Noe til månedens fotograf november 2018. 


Vær med i fotokonkurrencen

Vær med i DN Vesthimmerlands ambitiøse fotokonkurrence, hvor præmien er selve æren af at komme på forsiden af afdelingens hjemmeside en måned. 

Reglerne for at deltage er enkle: Motivet for dit billede er "natur" i bred forstand. Det kan være et nærbillede af en bille eller det kan være en flot solnedgang over Løgstør Bredning. 

De eneste krav er, at dit billede skal være taget i Vesthimmerland, der må ikke være mennesker på billedet og billedet skal helst være i bredformat. Du sender dit deltagerbillede som vedhæftet fil til emailadressen: dn-v@bystrupgaard.dk. Skriv "Fotokonkurrence" i emnefeltet.

Husk at skrive dit navn i mailen - og meget gerne også lidt oplysninger om billedet, hvor og hvornår det er taget. 

Ved at deltage giver du samtidig tilladelse til, at DN kan bruge dit billede på afdelingens hjemmeside, facebook, i pressemeddelelser og i nyhedsbreve.  

Alle indsendte billeder vises minimum en måned på afdelingens hjemmeside - dog må vi for en sikkerheds skyld tage forbehold, hvis vi modtager overvældende mange billeder.


Lungegoplerne blev vindermotivet

Vinderne i børnenes fotokonkurrence fundet

Vindermotivet blev den store lungegople i DN Vesthimmerlands fotokonkurrence for børn på Naturens Dag i Hvalpsund. Og ikke så sært. Selv om lungegoplen ikke kan siges at være sjælden, er det dog ikke ret tit, den ses hos os. Og så er den speciel. Ikke kun på grund af størrelsen, men især på grund af de lange, blegrøde mundarme, som goplen bruger til at pumpe vand igennem, så den kan filtrere plankton fra og spise det. Lungegoplen, der kan blive op til 60 centimeter i diameter, lever normalt i den sydlige del af Nordsøen og i Den Engelske Kanal. Hen på sommeren og i løbet af efteråret kan det ske, at nogle lungegopler driver op langs Jyllands kyst og ind i Limfjorden.

.

Vinder i aldersgruppen op til 6 år:

Drivende lungegople, indsendt af Benjamin Jensen på 4 år. Billedet viser lungegoplen i sit rette element og er samtidig så skarpt, at man får et godt indtryk af dyret.

.

Vinder i aldersgruppen 7 - 10 år:

Ilanddrevet lungegople på stranden, Phillip Korup Andersen, 8 år. Her kan man tydeligt se de specielle mundarme med de mange kanaler. Samtidig er billedet fint komponeret med de to dekorative blåmuslinger til højre i forgrunden, ligesom de skummende vand tilføjer den helt rigtige stemning.

.

TIL LYKKE TIL DE TO VINDERE.

De får direkte besked pr. mail og kan derefter vælge deres præmie blandt fugle- og dyrekasserne i DN's webbutik.


Tak til de øvrige deltagere

DN Vesthimmerland vil gerne sige tak til alle deltagerne i fotokonkurrencen. Vi håber, at I syntes det var sjovt at være med ... og vi håber især, at I bliver ved med at tage billeder ude i naturen. Der er ikke kun mange flotte motiver - der er også masser af gode oplevelser.

Lungegople fanget i tangplanter nær stranden, Jonas Østergaard, 8 år.

.

Gråand - hun - fotograferet af Kamilla Rask, 10 år.

.

Måge på pæl ud for havnen i Hvalpsund, Mathias Christensen, 10 år.

.